mandag den 1. september 2014

1. september-tanker


Jeg har fået disse blomster... af mig selv - kunne bare ikke gå forbi dem uden at købe. Det er en smuk blomst, som også vækker minder - dem havde man altid med til sin klasselærer første skoledag... Jeg tænker også på at efteråret står for døren, og der er flere andre ting, der er i vente. De er ikke alle sammen lige frem glædelige, men en blanding...

Af og til tænker jeg på, om I, der læser min blog, tror på, at mit liv er lige så lyserødt som min blog, fyldt med glædelige ting... Nej, jeg har et almindeligt liv, som er fyldt med det hele, både sjovt og trist. 

I sidste uge har jeg læst PynteMynthe og Mor's fortælling om, hvordan kommunen igen og igen mistænkeliggøre hendes sygdom pga. hendes blog. Indlægget gjorde indtryk på mig, og jeg begyndte igen at tænke på mig og mit liv, og hvad man kan læse om det på min blog.

Der er klart noget specifikt ved Bloglandet, og jeg håber at I forstår det. Der findes mange flotte blogs, som ligner et glansbillede, mens virkeligheden er noget anderledes. Det er egentligt ikke fordi man lyver eller pynter på. Hvem gider at læse om kun triste ting? For hvis man har noget negativt i sit eget liv og skal også læse om andres triste tanker hele tiden, så ja, bliver verden ret grå, og det er ret nemt at blive syg... 

Vi har alle sammen små sjove, glædelige og hyggelige stunder i vores dagligdag, og det er dem, man forsøger at fokusere på. Man redigerer billeder, så det er også rart at kigge på dem. Og så er der teknikken, som gør det muligt at udgive indlæg mens man f. eks. skifter ble, handler, sidder i bio, modtager gæster eller ligger syg. 

Hvad angår min egen blog, så for det første handler den om hækling, håndarbejde og inspiration fra mine børn. Og for det andet - jeg tror på reklameslogan "Du bliver hvad du spiser", eller tilpasset til denne situation - "Du bliver hvad du tænker/skriver". Det betyder ikke, at jeg har det fantastisk hver dag, som man måske kunne tro ud fra mine indlæg. At blogge giver mig tilfredshed over gennemførte projekter, og jeg får mere styrke til at modstå problemer af al mulig andet karakter.



8 kommentarer:

  1. Det er en smuk buket fra dig til dig:-) Jeg kendte ikke den blog, som du refererer til, men hold da op en urimelig behandling fra kommunen. Ja, det er svært, synes jeg, hvordan det personlige optræder på diverse blogge. Nogle (ihvertfald dem som jeg følger) er i stor udstrækning rene krea-blogge, og så har jeg ikke tænkt så meget over, at det er særlig lyserødt....men samtidig læser jeg også med, når personerne bag fortæller noget personligt, både det positive og det mindre rosenrøde. Og jeg læser også med på meget personlige blogge, for folk kæmper med sygdom, med de udfordringer, som følger med det at få børn, osv. For mig er det også lidt et spørgsmål om energi...jeg blogger, når jeg har energi og overskud...når tingene er svære, er det ikke lige bloggen, jeg bruger som redskab....jeg har så til gengæld brugt Instagram på lidt mere personlig vis i forhold til også at referere tl de dårlige dage. kh Ingrid

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar, Ingrid! Jeg kan egentlig godt lide at læse personlige indlæg hos andre. Man lærer personen bag bloggen at kende og afspejler sine problemer i andres liv. men jeg må indrømme, at hvis en blog bestod af den triste slags læsning, ville jeg nok springe fra.
      Jeg læser også flere personlige blogs, men bloggerne skriver om sit liv og sine problemer på en anden måde, lidt med humor og satire, eller varierer indlæggerne meget, så der er lidt af hver...
      Det er ikke så tit jeg tør at skrive om mig selv. Som sagt, handler bloggen om noget andet, og så er det måske lidt grænseoverskridende at udlevere det hele om sig selv for en masse ukendte mennesker. Jeg skelner i hvert fald mellem min blog og min profil på Facebook, hvor jeg er venner med dem, jeg kender personligt, så jeg kan skriver mere personlige ting for dem.

      Slet
  2. Læste dit indlæg igår og måtte lige summe lidt, før jeg skrev herinde.
    Flot, flot buket du har givet dig selv. Den blomst, som jeg desværre ikke lige kan huske navnet på, får mig til at tænke på min mor, som havde den i store mængder hvert år og gladeligt gav ud af dem.
    Jeg kan og skal ikke udtale mig om, hvorfor nogle blogge virker som total idyl og iorden, men jeg ved, hvorfor jeg i mange år gjorde alt for at holde de ydre rammer ( alt der kunne ses ) i perfekt orden.
    Jeg var et stort kaos indeni og det var der ikke nogen der måtte finde ud af. Derfor perfektionismen.

    Griner. Nu er det så gået over i modsat grøft og jeg tror det er ok og noget jeg skal igennem, for at lande midt imellem, på et tidspunkt, når jeg er klar.
    OG livet er jo en pudsig størrelse. Uanset hvor gerne vi vil have det til at gå glat, er der altid uforudsete bump på vejen og tiltider store udfordringer, der kan virke umenneskelige.
    Livet, på livets vilkår og bag hver en blog er der et menneske, en familie, som også møder hverdagens udfordringer, tænker jeg og bruger måske bloggen som et fristed.
    Det gør jeg og er glad for, at andre bloggere fik mig bremset i at stoppe = begynde på en ny blog.
    Uden alt for meget om dårlig domme, men kun lige luftet nogen gange, for at få luft, vise ansigt eller for at vise, at der findes andre med samme lidelser, problemer eller lign.
    Uhh, det blev vist en lang smørre.
    Tak for ordene der satte lidt gang i de, tiltider, trætte hjerneceller.
    Godmorgen hilsen fra Tullehuset
    Må din dag blive skøn
    Mvh Tove

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar, Mosekonen! Blomsten hedder gladiolus og den blomstrer her omkring slutningen af august - begyndelse af september.
      Jeg kan godt følge i hvad du mener, og du har også ret i, at man forsøger at skabe et sted med perfekte rammer, mens virkeligheden (fysisk og i sjælen) er der måske ren kaos...
      Jeg tør ikke så meget at skrive om hvordan jeg har det og mine tanker. Det er lidt grænseoverskridende for mig at udlevere alle detaljer for en masse ukendte mennesker. Og nu har jeg haft bloggen i flere år, og konceptet bag bloggen blev efterhånden noget andet, så den handler ikke om denne slags, som også stopper mig.

      Slet
  3. Hvor er det godt at der endelig er nogle der er helt ærlige. Der er ingen mennesker der lever et problemfrit liv og man kan via en blog "gemme" sig lidt og skrive tanker og ønsker for hvordan man gerne vil have tin skal være. Vi ved godt at der bliver holdt øje med os "syge" men nu står der ingen steder hvad tid på døgnet vi skriver indlæg eller hvor lang tid det tager. Mådke er det lige netop blog indlæg der hjælper os gennem dagen .... os der er syge. Så thumbs up og sikke en dejlig buket du har givet dig :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar, June! Ja, Big Brither er alle steder. Men dem, der holder øje med os, er desværre ikke kompetente nok til at lave de rigtige konklusioner...

      Slet
  4. Super godt indlæg du har skrevet.
    Jeg læste lige det indlæg du har henvist til. Og jeg har det præcis som hende. På bloggen viser man det man kan, de gode oplevelser, de positive ting. Når man er syg behøver man ikke hele tiden skulle fokusere på alle de ting man ikke kan.Så bliver man bestemt ikke mindre syg. Det er så rart at have en blog hvor man kan vise det positive og få dejlige positive tilbagemeldinger.
    Ynk og "hvor er det synd for dig" kommentarer har jeg ikke brug for.
    Men ud fra det kan jeg jo godt give dig ret i at bloggen måske kan komme til at virke meget rosenrød. Som om der aldrig er problemer. Men jeg tænker at alle os der har en blog godt ved at sådan er det bare ikke.
    Hos mange af dem jeg følger tænker jeg ofte at perioder uden blog indlæg kan tyde på at det er en træls/stressende/dårlig periode. Det er i hvert fald den måde det fungere på ved mig. Er overskuddet der ikke, jamen så kommer der bare heller ikke nogen indlæg.

    Jeg synes du er så god til at ind i mellem at skubbe lidt til nogle "svære" overvejelser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar, Tanja! Jeg er helt enig med dig! Jeg har også svært med at lave indlæg, når jeg har problemer, og nogle gange presser jeg mig til det, simpelt hen fordi jeg ved, at det hjælper mig med at finde ny energi - andres kommentarer og reaktioner giver motivation. Men jeg tænker også tit på, at dem, der er ikke er kendt med blogverdenen, kan fuldstændigt misforstå det. Desværre bekræfter PynteMyntes indlæg at det sker...

      Slet

Follow Cupcake By Me on Bloglovin

Follow on Bloglovin
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...